Jeg må starte med at sige, at coronaen havde bedre fat i håndboldlivet i 2021 end vi umiddelbart havde forudset, men det blev trods alt en sæson, som næsten kan sammenlignes med sæsonerne før pandemien, og gudskelov for det.

Umiddelbart i forlængelse sæsonen 20/21 fik vi, gennem kommunen en fantastisk mulighed for at tjene penge, som erstatning for dem, som vi ikke kunne tjene på servering o.l. i foråret. Med affaldsindsamling på forskellige destinationer på Møn gav det os et godt tilskud til den ellers coronaramte pengekasse, som samtidigt også måtte lide med, at der ikke kunne arrangeres nogen Ligakamp i hallen i august, fordi der skulle være test og vaccinationscenter på ubestemt tid. Arbejdet med at få en Ligakamp i august 2022 er i fuld gang, men en renovering af hallens tag, kan denne gang sætte en stopper for det.

Da sæsonen startede i august, var vi sikre på, at det ville blive et år, som vi skulle gøre til et medlemmernes år, og grunden til det var, at de sidste par sæsoner havde haltet lidt. På grund af det der med c, og vores spillere havde ikke fået valuta for pengene.    

Derfor fik alle juniorspillere muligheden for at deltage i et opstartsstævne i Næstved. Det blev desuden gjort gratis at deltage, og blev stor en succes, som vi agter at gentage igen i år, denne gang bare med en lille egenbetaling for de deltagende ungdomsspillere.

De hold som har været turneringstilmeldt i den netop afsluttede sæson, tæller U-11 drenge, U-13 drenge, U-13 piger, U-19 drenge, Herrer og Damer. U-19 drengene, som i øvrigt var et mixhold af både drenge og piger, var dog på meget lånt tid, da man allerede fra første kamp, blev klar over, at der var en udfordring, fordi der ikke var andre hold tilmeldt i samme række, og man derfor skulle møde betydeligt stærkere modstandere i hver eneste kamp. Holdet blev derfor trukket fra turneringen, desværre med det resultat, at vi have nogle enkelte spillere, som vi så ikke kunne tilbyde noget hold at spille på. Udover det, har vi haft et U-8/9 hold, som har trænet, men desværre ikke har været nok til at blive tilmeldt turneringen og sidst på sæsonen blev der desuden oprettet et trille-trolle hold for de mindste, ligeledes med stor succes og mange deltagere, hvilket giver håb om at der bliver spillere i fødekæden til de andre hold i de kommende mange år.

Ved siden af det har vi jo også stadig en basketballafdeling, som også har haft stor tilgang, både af yngre spillere men sandelig også af senior og de lidt ældre.

Jubilæumsåret blev fejret med en bustur for medlemmerne til Herning og se pokalfinalerne, også kaldet Final 4, hvilket var så fantastisk, at det sandsynligvis også vil blive til en tradition fremadrettet. Denne gang var det uden egenbetaling, men der vil nok også komme en form for betaling for turen når den gentages. Da der jo hele tiden har været op- og nedlukninger, som man ikke rigtig kunne forudse, var det ikke muligt at arrangere nogen anden form for jubilæumsfejring, men det kan jo altid gøres med tilbagevirkende kraft.

Med disse ord vil jeg sige tak til generalforsamlingen og dirigenten. Jeg vil også gerne takke min bestyrelse for godt arbejde.  Samtidig vil jeg takke af for 14 år i klubarbejdet: først som udvalgsmedlem i seniorudvalget, senere som bestyrelsesmedlem, seniorformand og de sidste år som klubformand. Det har været en spændende rejse med op og nedture, men jeg er sikker på, at dem jeg giver stafetten videre til, vil gøre det om ikke bedre, så mindst lige så godt som mig.

Kategorier: nyheder

0 Kommentarer

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.