PAS PÅ HINANDEN TIL HÅNDBOLD

Skrevet af Frederik G. Schmidt

Hele Håndbolddanmark vender så småt tilbage i håndboldhallerne efter sommerpausen, og her skal vi stadig passe på hinanden. I Dansk Håndbold Forbund giver vi dig her et overblik over, hvilke retningslinjer foreninger, faciliteter, forældre, trænere og spillere skal følge.

Vi har alle ventet tålmodigt på den nye sæson. Vi har set frem til at se vores holdkammerater, til at skyde mod mål og til nye gode oplevelser. Det kræver dog stadig en masse af os alle, hvis de gode oplevelser til håndbold skal fortsætte. Alt er nemlig stadig ikke helt som normalt, da smitten fortsat er iblandt os, og håndbolden er derfor forsat underlagt en række restriktioner. Der har været rigtigt mange vejledninger i løbet af de sidste par måneder, og for at vi ikke farer vild i dem, ridser vi her de vigtigste retningslinjer og anbefalinger op.

Er du håndboldspiller?

  • Bliv hjemme, hvis du eller nogen i din familie er i risikogruppen. Bliv også hjemme, hvis du har symptomer som feber, hoste og muskelømhed.
  • Gå straks hjem, hvis du får symptomer undervejs til træning – selv ved milde symptomer.
  • Respekter og efterlev alle anvisninger fra din forening og din træner
  • Husk god håndhygiejne før, under og efter træning – medbring selv håndsprit


Find flere anbefalinger til dig, der er håndboldspiller her

Er du forælder til en håndboldspiller?

  • Hold dit barn hjemme fra træning, hvis der er symptomer som feber, hoste og muskelømhed – og forklar, at barnet straks skal blive hentet under træning, selv ved milde symptomer
  • Respekter og efterlev alle anvisninger fra dit barns forening og træner. Sæt dig ind i retningslinjerne og forklar dem til dit barn
  • Sørg for, at dit barn er klar til træning: Det vil sige, at dit barn er omklædt hjemmefra, har fyldt drikkedunk, medbringer så vidt muligt egen bold, håndklæde til at tørre sved af med og håndsprit.
  • Husk de gode retningslinjer for tilskuere, hvis du bliver og ser dit barns træning.


Find flere anbefalinger til dig, der er forælder her

Skal du være en tilskuer til en håndboldtræning og/eller -kamp?

  • Du må som tilskuer ikke stå på en ståplads i en håndboldhal med siddepladser.
  • Hold afstand til andre tilskuere. Hvis der er siddepladser, skal der være et sæde mellem hvert siddende publikum. Er der bænke som tilskuerpladser, skal der være en meters afstand mellem personer, der sidder ned.
  • Husk god håndhygiejne før, under og efter kampen – medbring selv håndsprit


Find flere anbefalinger til dig, der skal være tilskuer her

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *